Hverdagens guldkorn

At gå fra tre – til to. Skyldfølelsen var den værste

By  | 

Den helt store graviditetsannonceringskliché på Fjæsbogen: vi går fra to til tre. Eller tre til fire, hvis man er helt frisk på yngleri.

Vores familie gik så fra at være tre til at være to, hvis vi ser på det praktiske i at der i den lejlighed jeg har betalt husleje til siden 01. december kun er plads til to individer, nemlig Augusta og jeg. Hvis du læser med på min blog vil du vide det, for det har ikke været en hemmelighed, siden jeg i selskab med købt arbejdskraft og eks’ hjælp fik slæbt de mange Silvan kasser op på fjerde sal og gjorde klar til min første aften i det nye hjem.Det jeg dog ikke har påtalt på bloggen er den første aften og jeg kan lige så godt sige det, hvis du nu selv skal til at så i samme sko: den første aften er den værste.

Følelserne var ikke i klemme, da jeg lagde mig i min nyindkøbte seng fra Jysk, med uvaskede lagen og ditto dynebetræk, men følelsen af overvældelse tog over. Følelsen af at jeg pludselig skulle stå med alt det praktiske ansvar var en tung byrde på mine skuldre. Fuck, alt: tillæg der skal søges, forsikringer der skal klares, husleje der skal betales. På SU.. ja, det fyldte en del.
Indtil skylden kom.

Den tog over alle andre tanker.

Vi havde truffet en beslutning, der handlede om mig og ham og vores fremtid, med gisninger om hvad der er bedst for vores barn. Skyldfølelsen over hvilke konsekvenser det skal få for hende er de værste og jeg kunne, mens jeg lå i eget snot og tårer, i mit golde og alt for tomme nye soveværelse, ikke tænke på andet end om jeg kunne klare det, når hun kigger på mig og siger: nej, jeg gider ikke dig, jeg vil have far.. eller en pædagog i børnehaven fortæller os hvor svært hun har det – at det måske er fordi hun har svært ved de nye omstændigheder.

For os var bruddet fredeligt. Så underligt fredeligt at det for mange måske er svært at forholde sig til, da vi har haft en mærkelig fortid, da vi var forældre, inden vi blev kærester(Læs evt. “Gravid efter første date”). Det var ikke et tvangsforhold, men et forhold, der startede på prøve-basis, som blev til forelskelse og kærlighed.. men som så blev til venskab og co-parenting. Utroligt udramatisk og måske kedsommeligt at læse, til de der vil have det helt store break-up-drama, men sådan må jeg stolt bare erkende at mit singleliv startede: udramatisk og med enighed fra begge parter.

I et brud eller en skilsmisse, hvor to voksne beslutter noget, der har konsekvenser for andre, så er man bare nødt til at forsøge at skyde den skyld væk. Skubbe den dårlige samvittighed bort og håbe på det er det rigtige på længere sigt… håbe på at lykkelige forældre hver for sig er bedre end forældre, der ikke er lykkelige sammen.
Men det er svært. Selvom jeg ved jeg gjorde det rigtige for mig, så var den allerførste nat uden barn, med udsigten til at skulle dele mit livs kærlighed fremover, ubærlig.

Jeg starter 2017 som enlig. Men som en del af et team og derfor er det også ambivalent for mig at skrive “fra tre til to”, for vi er stadig tre.. også selvom vi ikke bor sammen.

Indlægget er skrevet af Nutidensmor.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.